CulturCronik

Af Michael Møller & Niels Christian Nielsen

Følgeretten sikrer kunstneren og hans arvinger en vis procent af salgssummen, hver gang et af hans værker bliver omsat på auktion. Loven blev vedtaget efter ønske fra kunstnerne, men følgeretten er blot et enkelt eksempel på, at kunstnere måske med fordel kunne inddrage økonomisk teori, når de kæmper for deres sag.

I 1920 vedtog Frankrig som det første land i verden en lov om "droit de suite" – på dansk følgeret. Denne lov sikrer kunstneren og hans arvinger en vis procent af salgssummen, hver gang et af hans værker bliver omsat på auktion. Loven blev vedtaget efter ønske fra kunstnerne, og den har siden spredt sig til mange europæiske lande, med let varierende udformning. Loven blev indført i Danmark i 1990. I Danmark får kunstneren og hans efterkommere 5% af kunstværkets salgssum, hver gang kunstværket omsættes gennem auktion eller gennem en kunsthandel. Retten løber indtil 70 år efter kunstnerens død. Dvs. for en kunstner som Jorn, som døde i 1973, sikrer loven hans arvinger, at de får penge hver gangs hans billeder omsættes, indtil år 2043. Der opkræves penge for alle kunstværker, der sælges for mere end 2000 kr.

Er en sådan lov en god idé? Kunstnerkredse har generelt været tilhængere af loven. Blandt argumenterne for loven har været, at kunstværker stiger i værdi, såfremt kunstneren efter at have solgt sit værk bliver mere og mere berømt, hvorfor det er rimeligt at han får en andel af denne værdistigning. Et andet fremført argument var, at mens andre skabere af kunst tjener penge gennem reproduktioner (bøger, musik), så lever kunstmalere af at sælge originalværker, hvor der ikke er den slags indtægter. Som følge heraf bør kunstneren have kompensation, hver gang kunstværket "udnyttes økonomisk", hvilket ifølge denne opfattelse sker, hver gang kunstværket handles.

Kunstnerne snyder sig selv

Sjovt nok er debatten om følgeret først og fremmest blevet en politisk debat om, hvorvidt man "holder med kunstnerne" eller ej. Kritik af følgeretten bliver opfattet som et angreb på kunsten, en udtryk for rindalisme og spidsborgerlighed.

Vi vil argumentere for, at kunstnerne i høj grad har "skudt sig selv i foden" i forbindelse ved at argumentere for følgeret. Danske kunstnere kunne med fordel have argumenteret stærkt imod den, da loven blev indført. Loven er ikke i kunstnernes interesse – og den skaber et billede af en specielt begunstiget kreds. Opfindere af ny medicin, hvis rettigheder løber i 20 år, hvoraf mange år kan gå til tests, før rettighederne kan bruges kommercielt, kan have vanskeligt ved at forstå, at kunstnernes rettigheder skal løbe i omkring 100 år (til 70 år efter kunstnerens død). De kommer derfor let til at nære den fejlagtige opfattelse, at kunstnerne bliver specielt begunstiget.

Småpenge

De små beløb: Først og fremmest skal man være klar over, at følgeretten drejer sig om relativt små beløb. For sagen er, at billedkunst ikke omsættes noget videre på det "sekundære" marked (markedet for "brugt" kunst):

• En del kunst sælges af kunstneren til det offentlige (udsmykning af offentlige bygninger, museer) og videresælges normalt aldrig.
• En del kunst bliver værdiløs og kasseres
• En del kunst går videre i arv fra de oprindelige købere til deres børn
• En del kunst omsættes mellem private uden anvendelse af mellemhandlere

Det gælder generelt, at aktiver, hvor handelsomkostningerne er høje, kun omsættes forholdsvis sjældent. Køb og salg af et parcelhus udløser omkostninger på 5-10% af prisen. Det kan derfor ikke undre, at parcelhuse kun omsættes måske én gang hvert 20. år. For malerier er omsætningsomkostningerne 30-50% af prisen. Der findes ikke gode tal for omsætningshastigheden af kunst, men vore beregninger tyder på en omsætningshastighed på under 1% om året. Så i løbet af den hundredårige periode, følgeretten gennemsnitlig gælder (længden afhænger jo af kunstnerens levetid) bliver en kunstners værker i gennemsnit omsat mindre end én gang. Så det er klart, at følgeret i gennemsnit kun kan indbringe kunstnerne meget små beløb i sammenligning med, hvad de får for at sælge deres værker.

I Danmark opkræves der ialt 3-4 millioner kr om året i følgeretsafgift. Heraf får udenlandske kunstnere 20-30%, mens der praktisk talt ikke går penge fra udlandet til Danmark. Administrationsudgifterne er ikke helt små, omkring 35% af de opkrævede beløb. Alle danske billedkunstnere tilsammen får udbetalt 1-2 millioner kr om året, hvoraf hovedparten gik til afdøde kunstnere. I 1995 var der ca 200 levende kunstnere, der fik følgeretsbetaling, og de fik i gennemsnit 2000 kr. Det er jo ikke store sager.

Giver følgeretten en ekstraindtægt til kunstnerne? Et umiddelbart svar til de ovenstående tal er selvfølgeligt, at lidt er bedre end ingenting, og at små beløb i følgeret er bedre end ingenting. Men helt så simpelt er det imidlertid ikke. For man skal være opmærksom på, at kunstkøbere også kan tænke. Et oplagt spørgsmål er jo, om kunstkøbere vil give samme pris for et kunstværk, hvis de ved, at de ved et eventuelt videresalg skal betale følgeret. Der er en risiko for, at indførslen af følgeret presser den pris, som kunstnerne får ved førstegangssalg. Dette argument mødes ofte med svaret, at kunstkøbere ikke køber kunst som spekulation men for at nyde kunstværket, og at følgeretten derfor overhovedet ikke vil presse priserne, og at en beskeden følgeretsafgift på 5% i hvert fald ikke vil presse prisen. Det er næppe gode argumenter. Vi kender en tilsvarende problemstilling fra boligmarkedet.

Det er de færreste boligejere, der vil sige, at de køber hus som spekulation. De køber hus for at have et sted at bo. Københavns Kommune begyndte for ca 100 år siden at sælge jord på den betingelse, at kommunen efter 70 år kunne købe jorden tilbage til den pris, som kommunen oprindelig havde solgt jorden for (den såkaldte hjemfaldspligt). Ideen var, at kommunen ville indkassere grundværdistigningerne og regnede med, at den ville kunne få nøjagtig samme pris for jorden ved salg på denne måde, som hvis den solgte jorden uden en sådan klausul. Men ville man selv give nøjagtig samme pris for et hus med en sådan klausul som man ville give for et hus uden en sådan klausul? Mange vil umiddelbart svare ja ud fra en betragtning om, at de ikke lever i 70 år. Men man skal jo tænke på, at man med stor sandsynlighed kan risikere at skulle sælge huset om 20-25 år. På det tidspunkt er der så kun 40-45 år tilbage, før hjemfaldspligten indtræder. I den situation vil man næppe regne med at kunne sælge huset for samme pris, som hvis der ikke var hjemfaldspligt. Men er det så ikke dumt i dag at ville give samme pris for et hus med og uden hjemfaldspligt om 70 år? Når man om 20-30 år vil sælge huset for at købe et mindre hus eller en ejerlejlighed, så er huset med hjemfaldspligt jo en del mindre værd end huset uden hjemfaldspligt. Det er klart, at når hjemfaldspligten ligger langt ude i tiden, så vil man ikke tillægge den den helt store værdi – men én eller anden værdi har den nu. Så selv om man ikke tænker på sig selv som boligspekulant, vil man nok betragte hjemfaldspligt som en vis byrde på et hus. Sagt med andre ord: hvad kommunen får ind takket være hjemfaldspligten, vil den miste i form af lavere priser, når den sælger jord. Det er i øvrigt værd at bemærke, at intet forhindrer en privat sælger af et parcelhus at indsætte en paragraf om, at han (og hans arvinger) har ret til at overtage parcelhuset om 70 år til en given lav pris. Hvis en sådan paragraf ikke påvirker prisen ejendommen kan sælges til, burde vi alle indsætte en sådan paragraf, når vi solgte fast ejendom. For vi ville ganske gratis sikre os og vore arvinger en ekstra indtægt om 70 år. Når kun meget få sælgere gør det, er det nok fordi en sådan paragraf vil sænke den pris, de kan få for huset her og nu.

Arvingerne længe leve

Hvem får følgeretspengene? De danske statistikker viser, at omkring 70% af følgeretspengene går ikke til kunstnerne, men til deres arvinger. Hvis vi ser på de store modtagere af følgeret i Danmark (uden at have undersøgt, om de har efterladt sig arvinger eller ej) er det først og fremmest folk, der er døde for mange år siden: Asger Jorn, Paul Fischer, Anna Ancher, L.A. Ring, Carl Holsøe og H.A. Brendekilde er blandt de store navne. Men er der nogen god begrundelse for at begunstige kunstnernes børnebørn og oldebørn? Udbetalingerne er endvidere koncentreret på et meget lille antal navne. Der er ikke offentliggjort statistik, men på basis af egne beregninger skønner vi, at 2/3 af pengene udbetales til 20 kunstnere (eller deres arvinger).

Vi argumenterede tidligere for, at følgeretsbeløbene var forholdsvis små, og at vi i gennemsnit ville forvente, at følgeretten førte til en lille prisnedgang ved førstegangssalg af billeder. Hvis det er tilfældet, er der i realiteten tale om, at følgeretten indebærer, at de levende kunstnerne tvinges til at spare op til deres børn, børnebørn og oldebørn. For de får en lavere pris for deres værker her og nu, når de sælger dem. Selv om følgeretten kun slår halvt igennem i form af et prisfald på førstegangssalg, vil kunstnerne netto tabe på følgeretten, fordi de fleste af pengene tilfalder arvingerne. Men hvorfor dog tage fra levende kunstnere og give til deres efterkommere? Problemet kan også stilles op på anden måde: skal de levende kunstnere ikke have lov til at sælge deres følgeretsrettigheder til andre? Så kunne kunstnerne få penge her og nu mod til gengæld at give afkald på penge senere. Men loven om følgeret forhindrer en sådan handel. Kunstnerne skal tvinges til at spare op til deres arvinger. En økonoms generelle udgangspunkt er, at folk må lave kontrakter frit, når vi ser bort fra helt specielle tilfælde som organhandel og lignende. Det er vanskeligt at se tilsvarende argumenter for, at kunstnere ikke skal have lov at indgå fri kontrakter om salg af deres rettigheder.

Storm P har en berømt tegning, hvor en mand skærer halen af en tiggende hund og fodrer den med dens egen hale, hvad der tilsyneladende efterlader hunden glad og fornøjet; den har ikke gennemskuet, hvad det er, der sker. Det er efter vor opfattelse en udmærket illustration af kunstnernes forhold til følgeretten.

Det værst er måske, at følgeretten – i det omfang, den overhovedet er kendt – er med til at cementere en idé om kunstnerne som specielt begunstiget af lovgiverne. Som tidligere nævnt har f.eks. opfindere en beskyttelse af deres rettigheder, der løber langt kortere.

Debatten mellem kunstnere og kunstverdenen på den ene side og økonomer på den anden side er ofte lidt ufrugtbar, måske fordi begge parter automatisk tillægger "modparten" bestemte motiver og i øvrigt har et vidt forskelligt sprog.

Vi nærer intet ønske om at argumentere for en forringelse af kunstens forhold eller bevillinger til kunstformål, og det vil være forkert at opfatte denne cronik som et angreb på kunstnerne. Tværtimod er formålet det stik modsatte. Vi mener, at det havde været i kunstnernes kollektive interesse, at følgeretten ikke var blevet indført. Den var i øvrigt nok blevet indført, selv om alle danske kunstnere havde argumenteret imod den, fordi der er en EU-politik på området. Men havde kunstnerne argumenteret imod, havde de dog stået i den situation, at der var mindre fare for, at omverdenen opfattede følgeretten som en specialbegunstigelse af kunstnerne. Og hver eneste gang, der indføres en lov eller specialregel på kunstnerforanledning, bruges der lidt "politisk kapital".

Brug os!

Følgeretten er blot et enkelt eksempel på, at kunstnere måske med fordel kunne inddrage økonomisk teori, når de kæmper for deres sag. I bogen "Kunst-Økonomisk set" (Gyldendal 1999) har vi forsøgt at forklare økonomers "verdensbillede". Formålet var at prøve at få debatten mellem kunstnere og økonomer til at fungere bedre. Folk i kunstens verden står ofte i en situation, at de skal overbevise økonomer og politikere om et synspunkt. Det er ikke heldigt, hvis de fremkommer med argumenter, der overbeviser folk i kunstens verden, men opfattes som totalt fejlagtige af økonomer og politikere. Ideen var at give folk i kunstens verden et "værktøj", der ville sætte dem i stand til bedre at opnå de formål, de arbejder for. Men det er sigende for kommunikationsproblemerne mellem kunstverdenen og økonomer, at bogen i kunstkredse af mange blev opfattet som et angreb på kunstnerne.

Det er muligt, at vore argumenter og analyser er forkerte. Vi vil med stor fornøjelse ændre dem, hvis nye argumenter kan overbevise os. Vi har ikke nogen speciel interesse i konklusionen, det er analysen, der interesserer os.

Michael Møller & Niels Christian Nielsen, professorer ved Handelshøjskolen i København De har netop udgivet bogen "Kunst - Økonomisk set" (Gyldendal 1999).

[Næste artikel]